Vores bekendte er nu lettede over, at deres søn endelig
har fået diagnosen A.D.H.D!
"Vi
er midt i en skilsmisse, så det er dejligt, at der endelig er kommet ro på ham, nu hvor han har fået medicinen!", lyder det fra faren.
Drengen er en dejlig og rolig dreng, og vi har aldrig set ham ligne et typisk A.D.H.D.
barn. Der var dog problemer med vredesudbrud i skolen, og når han var derhjemme.
Familien havde fortalt lægen, at de skulle skilles, og var så blevet bedt om at træffe et valg om hvorvidt de skulle fortælle ham om det,
før eller efter, at de havde undersøgt ham. De valgte at fortælle det efter undersøgelsen, og gik så i to måneder, med stærke spændinger i det dysfunktionelle parforhold, og ventede til han var færdigudredt.
"Har I prøvet at undlade gluten, sukker og mælk fra hans kost?" spørger jeg.
"Ja, men han kan jo så godt lide pasta og kager", siger moren, "så det er jo svært!"
Jo, deres søn,
som før var en rolig og dejlig dreng, undtaget når han var to steder: skolen og hjemme, har nu fået et stempel for resten af livet. Og lige i følgevandet beskeden:”Og forresten så skal far og mor skilles -og det har intet
med dig at gøre!” (Men bare rolig, du kommer ikke til at reagere på det, nu hvor medicinen bedøver dine følelser, så det kommer først væltende frem senere i livet...)
Kunne det have været
afhjulpet af at få balance i forholdet imellem forældrene, få ham testet for intolerencer eller finde en bedre klasse, spørger jeg mig selv...?